Børnehave
Børnehuset Mælkevejens børnehaveteam består af fem stuer. Tre mellemgruppestuer, Solen, Månen og Pluto samt to storbørnsstuer, Bjørn og Løve.
Mellemgruppen har på hver stue tre faste medarbejdere og førskolegruppen har to faste medarbejdere på hver stue. Derudover har vi for en periode, tilknyttet tre PPR-specialpædagoger i Mælkevejen. De er med til at skabe rammen for, at alle børn kommer godt frem i deres udvikling.
Børnehaven er stolte af at arbejde som et team. Det betyder at selvom dit barn har sin base på stuen skabes der også et trygt og kendt miljø til hele børnehaven og til alle medarbejderne. Dette giver mulighed for at skabe den trygge ramme for dit barns udvikling.
En af vores kerneopgaver er, at skabe trygge rammer for alle børns leg, læring og udvikling. Derfor har vi i hverdagen blik for, at skabe aktiviteter der er målrettet aldersgruppen og som styrker fællesskaber på tværs af stuerne. Mælkevejen er en NEST-inspireret institution og arbejder ud fra: ”nogle børn har brug for det, alle har godt af det”. Det kommer til udtryk i vores struktur for hverdagens rutiner. Der er ingen børn, som tager skade af mere ro og overblik over dagens gang og det kan give barnet mere overskud til udvikling.
Derudover har vi i løbet af året fælles engagementer/temaer på tværs af stuerne, f.eks. vores høstfest hvor forældre og søskende bliver inviteret til fernisering, for at se hvad børnene har lavet. Her får børnene mulighed for, stolt at fremvise, hvad de har gået og kreeret. Det kan være alt fra sang- og teater opvisning, billeder, malerier, figurer, tegninger osv…
Indkøring er et vigtigt element i at skabe trygge rammer for dit barn. Hvis det er muligt, afsæt derfor god tid til dit barns indkøring. Vi laver aftaler ud fra det enkeltes barns parathed og tempo. Vi gør meget ud af at give dit barn en god og tryg opstart.
Dagsrytme Børnehave
De børn der møder ind før kl. 7:30 tilbydes morgenmad. Mellem kl. 6:06 og 7:30 er hele teamet samlet i caféen.
Kl. 7:30 går vi ud på stuerne. Vi prioriterer den nærværende modtagelse af børn og få skabt en god overgang fra hjemmet til institutionen. Kl. 9 spiser vi en formiddagsmad fra madpakken, hvorefter vi går i gang med dagens aktiviteter. Vi spiser frokost ca. kl. 11. Mellem 12:30 og 14:00 er vi ude på legepladsen. Ved 14:00 tiden spiser børnene deres frugt, efterfølgende står den på leg ude eller inde, til dagen er nået til vejs ende.